Lovstof om ulven

På denne side kan du få et overblik over de gældende regler og love som omhandler ulven i Danmark.

Ulven har siden 1992 været fredet i henhold til EU's habitatdirektiv. Fredningen er implementeret i dansk lov i jagt- og vildtforvaltningsloven. Den forbyder at jage eller indfange ulve, og det kan medføre bøder og fængsel i op til to år, hvis man skyder en ulv. Det er dog muligt at få tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til at regulere – det vil sige skyde – en bestemt ulv i helt særlige situationer.

Forvaltningsplan for ulv

Den første forvaltningsplan for ulv trådte i kraft i juni 2014, og den er stadig gældende. Forvaltningsplan for ulv indeholder blandt andet en kompensationsordning for husdyrholdere, der mister husdyr eller får skadet på grund af ulveangreb. Forvaltningsplanen er dynamisk og kan tilrettes i takt med, at der indsamles mere viden om ulvens udbredelse og færden i Danmark.

Læs forvaltningsplan for ulv (2014)

Vildtforvaltningsrådet, som har til opgave at rådgive miljøministeren om spørgsmål vedrørende jagt og vildtforvaltning, har på eget initiativ udarbejdet et forslag til en ny forvaltningsplan for ulv. Forslaget er udarbejdet af en særlig arbejdsgruppe (ulvegruppen) under Vildtforvaltningsrådet og blev offentliggjort den 15. marts 2021. Visse elementer i planen er nu implementeret i forvaltningen af ulv.

Regulering af ulven

Myndighederne kan give tilladelse til regulering af ulv, hvis der ikke findes anden løsning, og hvis det ikke truer ulvens naturlige udbredelse. Begrundelsen kan bl.a. være hensynet til den offentlige sundhed, sikkerhed og tryghed eller for at forhindre alvorlig skade på husdyr andre former for ejendom.

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø foretager sammen med Naturstyrelsens ulvekonsulent en vurdering i det enkelte konkrete tilfælde og afgør, om der er tale om en problemulv, og i den forbindelse, om det er nødvendigt at regulere (skyde) ulven.

Bortset fra de situationer, hvor en ulv udgør en akut risiko for menneskers sikkerhed, skal man altid først forsøge at afværge de skader, ulven eventuelt kan forårsage, på mindre vidtgående måder. Det kan f.eks. være ved at skræmme ulven bort eller ved at hegne med ulvesikrede hegn, der hvor en ulv tager husdyr.

Justitsministeriets definition af nødværge

Nødværgebestemmelsen hører under Justitsministeriet ressort, og Justitsministeriet oplyser: 

Handlinger under visse nærmere angivne betingelser er straffri efter straffelovens § 13 om nødværge. Handlinger foretaget i nødværge er således straffri, hvis de har været nødvendige for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb og ikke åbenbart går ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed, angriberens person og det angrebnes retsgodes betydning er forsvarligt.

Efter straffelovens § 13, stk. 2, bliver en person, der overskrider grænserne for lovligt nødværge, dog straffri, hvis overskridelsen er rimeligt begrundet i den ved angrebet fremkaldte skræk eller ophidselse. Det vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i den enkelte sag, om forsætlig indfangning eller drab på en ulv er straffri efter straffelovens § 13 om nødværge.

Det vil således bero på, om indfangningen eller drabet på ulven var nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb fra ulven og ikke åbenbart gik ud over, hvad der under hensyn til angrebets farlighed og det angrebne retsgodes betydning var forsvarligt.

Det må i den forbindelse antages, at drab på en ulv, der er nødvendig for at modstå eller afværge et påbegyndt eller overhængende angreb fra ulven mod et menneske, vil være straffri som lovlig nødværge".

Bekendtgørelser vedrørende ulven

Bekendtgørelse om vildtskader

Habitatdirektivets bilag II og V 

Naturbeskyttelsesloven (2024)

Artsfredningsbekendtgørelsen (2021)

Jagt- og vildtforvaltningsloven (2023)