Ulven har siden 1992 været fredet i henhold til EU's habitatdirektiv. Fredningen er implementeret i dansk lov i jagt- og vildtforvaltningsloven. Den forbyder at jage eller indfange ulve, og det kan medføre bøder og fængsel i op til to år, hvis man skyder en ulv. Det er dog muligt at få tilladelse fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø til at regulere – det vil sige skyde – en bestemt ulv i helt særlige situationer.
Forvaltningsplan for ulv
Den første forvaltningsplan for ulv trådte i kraft i juni 2014, og den er stadig gældende. Forvaltningsplan for ulv indeholder blandt andet en kompensationsordning for husdyrholdere, der mister husdyr eller får skadet på grund af ulveangreb. Forvaltningsplanen er dynamisk og kan tilrettes i takt med, at der indsamles mere viden om ulvens udbredelse og færden i Danmark.
Læs forvaltningsplan for ulv (2014)
Vildtforvaltningsrådet, som har til opgave at rådgive miljøministeren om spørgsmål vedrørende jagt og vildtforvaltning, har på eget initiativ udarbejdet et forslag til en ny forvaltningsplan for ulv. Forslaget er udarbejdet af en særlig arbejdsgruppe (ulvegruppen) under Vildtforvaltningsrådet og blev offentliggjort den 15. marts 2021. Visse elementer i planen er nu implementeret i forvaltningen af ulv.
Overvågning af ulve
Aarhus Universitet, DCE-Nationalt Center for Miljø og Energi og Naturhistorisk Museum Aarhus overvåger ulven i Danmark for Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø. Hvert kvartal udgiver forskerne bag den nationale ulveovervågning en statusrapport, som bl.a. fortæller, hvor mange ulve, der sandsynligvis har befundet sig i Danmark i den pågældende periode, og hvor de færdes.
Sådan tester man, om en ulv er en ulv
I Danmark bliver der med jævne mellemrum indsamlet DNA-spor fra bidmærker på dræbte husdyr og fra ulvelignende ekskrementer for at afgøre, om det er en ulv, der har nedlagt dyret. DNA-prøverne analyseres på et laboratorium.
Prøverne bliver brugt til at artsbestemme og så vidt muligt også individbestemme dyret, hvis det viser sig at være en ulv. Prøverne sammenlignes med et internationalt register over den centraleuropæiske bestand. I Tyskland har man siden 1990’erne registeret ulve, der er indvandret til landet fra eksempelvis Polen og Rumænien.
Hybrider skal aflives
Ulven og tamhunden, som nedstammer fra ulven, er så nært genetisk beslægtet, at de kan få unger med hinanden. I sådanne tilfælde bliver afkommet hybrider af både ulv og hund.
Ulven er beskyttet i henhold til EU’s habitatdirektiv, men det er hybrider ikke. Hybrider skal derimod aflives, hvis DNA-undersøgelser kan bekræfte, at der er tale om hybrider. Baggrunden er, at hybrider genetisk set kan true ulven som art. Der kan desuden være det problem med hybrider, at de ikke er lige så sky over for mennesker, som rigtige ulve.
Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe
Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe rådgiver ministeren for natur og dyrevelfærd i spørgsmål om forvaltning af ulven i Danmark. Gruppen består af en formand, der udnævnes af ministeren for natur og dyrevelfærd, og en række medlemmer, der repræsenterer følgende interesseorganisationer:
- Landbrug & Fødevarer
- Danmarks Jægerforbund
- Danmarks Naturfredningsforening
- Dansk Ornitologisk Forening
- Dansk Skovforening
- Dyrenes Beskyttelse
- Friluftsrådet
Læs mere: Vildtforvaltningsrådets ulvegruppe
Ulvens historie i Danmark og Europa
Den første ulv i nyere tid blev observeret i Nordjylland i 2012, hvorefter den senere samme år blev fundet død i Nationalpark Thy. Det var første gang i næsten 200 år, der med sikkerhed var konstateret ulv i Danmark. Ulven var ellers blevet udryddet ved Estvadgård syd for Skive i 1813.
Efter sin død blev ”Thyulven” obduceret og DNA-testet, og det blev fastslået, at den stammede fra Lausitz-området i Tyskland. Dermed havde den vandret 850 kilometer fra sin fødeegn til sit sidste levested i Thy.
Siden 2012 er der kommet flere ulve til, og ulvepar har etableret sig i flere revirer i Danmark, hvor de har fået hvalpe, og ved udgangen af 2025 var der ifølge den nationale ulveovervågning formentlig 49 ulve i landet.
Næsten udryddet over alt
I det meste af Vesteuropa blev ulven, ligesom i Danmark, efterstræbt og udryddet i løbet af det 18. og 19. århundrede. Ulven overlevede kun i mindre bestande i det nordlige Europa, på Den Iberiske Halvø og enkelte steder i Italien.
En væsentlig årsag til udryddelsen af ulven var angreb på husdyr. Angrebene steg i takt med, at ulvenes naturlige fødegrundlag forsvandt under krigene mellem landene i Europa, hvor soldater ofte måtte leve af det råvildt, kronvildt, kaniner og harer, de kunne nedlægge.
I det sydlige England var ulven stort set udryddet ved brug af fælder og jagt allerede i slutningen af 1400-tallet. Fra 1500-tallet fandtes der kun ulve ved grænsen til Skotland, hvor den sidste ulv formentlig blev dræbt i 1680. Der har dog været enkelte tvivlsomme observationer af ulv så sent som i slutningen af det 18. århundrede i Skotland.
I Tyskland blev ulven udryddet i det 18. århundrede, og selvom ulve forsøgte at genindvandre til det tidligere Østtyskland fra Polen i det 20. århundrede, så var en egentlig bestand først en realitet efter, at ulven blev totalfredet i hele Tyskland i 1990 efter genforeningen.
Genindvandret østfra
Ulven genindvandrede til Tyskland fra Polen i 1990'erne, og det første ulvepar etablerede sig i år 2000. Ulvekobbel nummer to var en realitet i 2005, og i 2009 var der i alt seks ulvekobler i det sydlige Tyskland. Det tog altså ti år fra de første observationer af ulv i Tyskland, til der var et ynglende ulvepar på tysk jord.
I Tyskland lever ulve typisk i nærheden af militære øvelsesområder og minedriftsområder med store arealer med nåleskov, egeskov og hede og kun meget lidt trafik.
Siden har ulvene bredt sig yderligere i Europa. Strejfende tyske ulve er fundet mod øst i Ukraine, mens strejfende ulve fra Alperne er fundet i Nordspanien. Gentest af de midtsvenske ulve viser, at de stammer fra de finsk-russiske ulvebestande.
Den danske ulvebestand betragtes som en del af den centraleuropæiske bestand, da ulve kan vandre over store afstande og strejfe mellem landene. De kan løbe op til 40-45 kilometer i timen under jagt eller flugt og kan derfor ubesværet tilbagelægge flere hundrede kilometer i løbet af få døgn. Ulve er desuden meget tilpasningsdygtige og har i nyere tid udbredt sig i hele Nordamerika, Europa, Mellemøsten og Asien.
Ulvens biologi
Ulve lever som regel i et kobbel, der består af en hanulv og en hunulv, med hvalpene fra de seneste to år. I Tyskland består et gennemsnitskobbel af otte ulve fordelt på 3 generationer. I Nordamerika kan der være op til 15 ulve i et kobbel. Størrelsen af koblet afhænger af adgangen til føde og adgang til et tilpas stort territorium.
Når ulvene er udvoksede, forlader de koblet. For hannernes vedkommende sker det, når de er godt et år gamle. De unge hanner forlader koblet for at finde en mage og et nyt territorium. Hunner bliver ofte i koblet til de er kønsmodne for at hjælpe forældrene med at passe det nye kuld. Hanulve parrer sig ikke med deres afkom. I Europa parrer ulve sig som regel i februar og marts måned, og de føder i gennemsnit fire til seks hvalpe i april eller maj måned. Antallet af hvalpe afhænger af fødemængden i koblets territorium.
Ulvens krav til føde betyder, at der kun lever få ulve inden for det samme territorium, som de forsvarer over for andre ulve. Ifølge DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet, varierer ulves leveområder i det østlige Polen på mellem 100 til 300 kvadratkilometer. Hvis fødegrundlaget, der primært består af råvildt og kronvildt, er mindre, vil territoriet være tilsvarende større.
Selvom et ulvekobbel kan have et stort territorium, så bevæger de sig oftest primært rundt i et område på omkring 11-23 kvadratkilometer.
Ulvens føde
Ulves valg af føde er blevet nøje undersøgt i Tyskland, hvor man har lavet analyser af 1900 indsamlede ekskrementer fra ulve. Analyserne af ekskrementerne viste ikke overraskende, at ulve overvejende er kødædere, der primært lever af råvildt og kronvildt. Undersøgelserne fra Tyskland viste, at ulve også æder vildsvin, harer, kaniner, fugle, fisk og småpattedyr som rotter, mus, mosegrise og endda rovdyr som eksempelvis ræv, mår, mårhund. En ulv kan gå i mange dage uden at spise, men den kan til gengæld nemt fortære op til 20 kilo kød i løbet af et døgn, hvis den har dræbt et stort bytte som et rådyr eller et krondyr.
Ulve jager som oftest helt unge, ældre, syge eller svagelige rådyr og krondyr. På den måde luger ulve ud i vildtbestandene, så kun de stærkeste dyr overlever. Ulve spiser også gerne ådsler, påkørte dyr og andre rovdyrs byttedyr. Ulve kan også finde på at dræbe husdyr som for eksempel får, lam, geder eller kalve. Tyske undersøgelser viser, at husdyr udgør en meget lille andel af ulvens fødevalg (i alt 0,6 %). Der er yderst få kendte eksempler på, at ulve har angrebet større husdyr som heste, køer og æsler.
Illustrationen viser, hvad tyske ulve typisk æder. Man kan forvente en lignende fordeling af byttedyr i Danmark bortset fra vildsvin, som kun findes sporadisk i den danske natur.
Forskellen på ulven og andre dyr
Ulv
Ulven holder som regel sin hale lavt i modsætning til hunde, der ofte holder halen højt. En ulvs halespids er altid sort. Ulve holder ofte hovedet sænket, når de løber. Ulvens ører er kortere og bredere end en stor hunds, og dens øjne er skrå og gule. I vinterhalvåret har den en kraftig vinterpels. Sommerpelsen er mere tynd og kan give ulven et "forhutlet" udseende.
Schæfer
Nogle hunderacer ligner ulv meget som f.eks. schæfer og tjekkoslovakisk ulvehund. Ulvelignende hunderacers bagparti er dog som regel lavere end forpartiet. Halen holdes ofte oprejst eller krøllet op over ryggen, og halespidsen er i reglen ikke sort. Ulvelignende hunde har normalt også længere ører end ulve og bærer hovedet højere. En hund skifter desuden tit retning, mens en strejfende ulv bevæger sig lige ud.
Ræv
En rævs kropsbygning er ret lavstammet, og den har forholdsvis korte ben. Pelsen er tyk og rødbrun (i sjældnere tilfælde sortbrun) på oversiden, hvid på undersiden og strubepartiet. Rævens ører er lange og spidse, og den har en meget lang, tyk og busket hale, som stort set altid er hvid i spidsen.