Tilskud til ulvesikret hegn - ordinære ordning

Her på siden finder du information og vejledning til, hvordan du søger tilskud til ulvesikret hegn i den ordinære ordning.

Tilskud til ulvesikret hegn - ordinære ordning

Hvis du bor i Jylland og holder husdyr, kan du søge om tilskud til ulvesikring af eksisterende eller nye hegn. Regler og tilskudssatser for den ordinære tilskudspulje blev ændret i 2025 i forhold til tidligere. 

Grundsatserne er hævet i forhold til tidligere og inkluderer nu også tilskud til udgifter til vedligeholdelse af hegnet i fem år.

Hvis du allerede har opsat et ulvesikret hegn med tilskud, kan du først søge tilskud igen fem år efter, at hegnet er sat op.

Kobling mellem tilskuds- og kompensationsordning

Kompensation ved ulveangreb afhænger af, om du har ulvesikret hegn. 

Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø (SGAV) yder tilskud til ulvesikring af hegn i hele Jylland, og kompenserer husdyrholderen i tilfælde af ulveangreb på husdyr. 

Ønsker du ikke at etablere ulvesikrede hegn, selvom du kan få tilskud til det, eller har du misligholdt et ulvesikret hegn, så det ikke længere lever op til reglerne, kan kompensation for husdyr som følge af ulveangreb bortfalde ved gentagne angreb. Afgørelsen om kompensation beror dog altid på en konkret vurdering.

Det er muligt at opgradere langt de fleste eksisterende hegn, så de opfylder kravene til en af modellerne for ulvesikrede hegn.

Så meget kan du få i tilskud

Den ordinære tilskudspulje er åben i september 2025 med nye satser for tilskud til ulvesikring af hegn.

Fakta-ark med tilskudssatser: Ulvesikring af hegn

Sådan prioriterer vi ansøgninger

Hvis der ikke er midler nok til at imødekomme alle ansøgninger, vil ansøgninger blive prioriteret efter afstand til angreb og tid fra seneste angreb.