Sådan sagsbehandler vi tilsagnsforhøjelser til vådområder og lavbundsprojekter

Publiceret 06-10-2026

Flere kommuner har kontaktet styrelsen med spørgsmål til ansøgning om tilsagnsforhøjelser til vådområder og lavbundsprojekter. For at skabe klarhed over praksis informerer vi her om, hvordan ansøgninger om tilsagnsforhøjelser administreres.

Der er ikke ændret i reglerne for, hvordan Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø administrerer kommunernes ansøgninger om tilsagnsforhøjelser til vådområder og lavbundsprojekter. Men dokumentationskravet skærpes for at sikre et robust beslutningsgrundlag og revisionsspor.

Skærpet fokus på dokumentation

Beslutningen om fokus på skærpede krav til dokumentationen sker efter henstilling fra styrelsens interne revision, som har påpeget vigtigheden af fyldestgørende dokumentation i denne type sager. Formålet er at sikre, at alle afgørelser hviler på et så solidt grundlag, at de kan modstå fremtidig kontrol, og at vi efterlever kravene om gennemsigtighed, ligebehandling og forsvarlig økonomisk forvaltning.

I praksis betyder det, at det skal fremgå tydeligt af hver enkelt sag, at betingelserne for en forhøjelse er opfyldt. Der er derfor krav om, at merudgiften er veldokumenteret, og at det eksplicit fremgår, hvorfor forholdet er exceptionelt og uforudset.

En præcisering af praksis for tilsagnsforhøjelser er nødvendig for at sikre et holdbart revisionsspor i de enkelte sager.

Hvad betyder det for kommunerne?

I sagsbehandlingen af ansøgninger om tilsagnsforhøjelse lægges der vægt på en dybdegående og individuel vurdering.

Dokumentationen fra kommunen skal specifikt belyse:

  • Begrundelse: En beskrivelse af de konkrete forhold, der har medført merudgiften.
  • Uforudsigelighed: Dokumentation for, hvorfor forholdet ikke kunne forudses på ansøgningstidspunktet.
  • Nødvendighed: En redegørelse for, at merudgiften er nødvendig for projektets gennemførelse eller for at opretholde projektets tilskudsberettigelse eller formål.

Dialog med EU-Kommissionen

Styrelsen arbejder løbende på at optimere rammerne for tilskudsordningerne. I den forbindelse er vi i dialog med EU-Kommissionen for at skabe større klarhed over reglerne og den administrative adgang til tilsagnsforhøjelser.

Som en del af denne dialog undersøger vi mulighederne for en mere fleksibel tilgang til tilsagnsforhøjelser på de relevante vådområde- og lavbundsordninger (KVLP, VKP og VLP). Så snart de administrative og regulatoriske rammer er afklaret, vil vi vende tilbage med yderligere information om den langsigtede håndtering af området.

Abonnér

Få nyheder fra Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø sendt til din mailboks. 

Kontakt

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os på tlf. 33 95 80 00 eller e-mail: euogprojekt@sgav.dk

Er du journalist? Kontakt vores presseteam på tlf. 41 89 25 07.